Hvis du skal være politimand (kvinderne slipper) skal du kunne lave pull ups. Før var der vist et fast krav til hvor mange man skulle kunne lave, men det er de vist gået væk fra og i dag tæller det bare med i den samlede vurdering.
Hvis du som mig er lidt kraftig anlagt, har du nok aldrig været god til pull ups, det er jo trods alt vores egen vægt vi skal have op til stangen. Jeg har altid været misundelig på de stærke gutter der kunne lave 5-10-20 pull ups så let som ingenting. Det skulle være løgn sagde jeg til mig selv og gik så igang med at træne for at nå dertil og nu kan jeg da i hvert fald lave 5-10 stk uden problemer. Ikke dårligt synes jeg selv, når jeg fra naturens side knapt kunne lave 1-2 stk.
Her får du mine bedste tips til hvordan du kan blive bedre til dem.
1.Træn masser af dem
Det er det første du skal gøre og beslutte, at selv om du hader ikke at kunne lave dem, så skal du altså lave dem! Det er ligesom med mavebøjninger, som jeg også hader, de skal altså laves før de giver en effekt. Problemet er jo så at når man ikke kan lave ret mange pull ups af gangen, så kan det blive svært at få lavet nok totalt til at det giver noget. Det er derfor du skal få lidt hjælp i begyndelsen.
2. Brug hjælpemidler i begyndelsen
Når jeg taler om hjælpemidler så tænker jeg især fx på pull up maskinen i fitnesscenteret, hvor du kan have benene på en plade og så løfte dig op. Det er en super måde at få nok volumen på og få trænet dem meget. Lav en masse gentagelser, gerne 8-10 stk og så del det evt op, så du fjerner lidt til sidst og kører 5 gentagelser med mindre hjælp. Du kan også bruge træningselastikker til formålet. Det fungerer også fint.
3. Giv den gas når du laver pull ups og brug korrekt teknik
Der er teknik i pull ups også, selvom det ikke behøver være crossfit kipping modellen. Men det vigtigste er at eksplodere på vejen op. Hæng i baren og så virkelig tænk på bam! Du skal op. Du kan også svinge en lille smule lige før du skal op og på den måde udnytte en slags elastisk effekt i dine muskler. Det kan nemlig ofte være i bunden at det er sværest.